Børn med opråb: Vi har brug for flere klubber og fritidsaktiviteter

NAKUUSAs Børneråd overrakte fredag deres anbefalinger om flere klubber, fritidsaktiviteter i trygge fællesskaber til Formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, samt alle landets borgmestre.

Anbefalingerne er udformet af NAKUUSAs Meeqqat Isummersorfii ved årets Børnetopmøde i oktober. I resolutionen deler børnene deres ønsker om steder og fællesskaber, hvor de kan gå hen og føle sig trygge. De savner steder med tryghedsskabende og nærværende voksne, der tager ansvar for at skabe inkluderende aktiviteter i samarbejde med børnene.

Til politikerne lød opfordringen fra børnene:

”Brug tid, penge og energi på klubber, fritidsaktiviteter og fællesskaber for at skabe trygge steder for børn og unge. Og kom ud til os og snak med os om vores behov og ønsker for fritidsaktiviteter.”

Formanden for Naalakkersuisut Múte Bourup Egede udtaler:

”Jeg vil gerne udtrykke min dybeste taknemmelighed for jeres tankevækkende anbefalinger. I er ærlige, og I er modige, og jeg forstår udmærket godt jeres synspunkter. Jeg vil love at tage jeres anbefalinger alvorligt. Vi skal gøre vores bedste for at opfylde jeres behov om et tryggere liv. Endnu engang tak for at dele jeres tanker og ønsker med os.”

Børnene havde også formuleret anbefalinger til forældre, værger og andre voksne med ansvar for børn:

”Engager dig i dine børns fritidsaktiviteter og vær en aktiv støtte,” lød opfordringen blandt andet fra børnene, der også havde formuleret anbefalinger til voksne, der arbejder med børn, institutioner, lokalsamfundene – og til andre børn og unge.

Se alle anbefalinger her

”Børnene har ret til sunde og trygge fællesskaber og fritidsaktiviteter, og derfor må vi voksne prioritere det. For vi ved, at fritidsaktiviteter er enormt vigtige for børns trivsel, for deres fysiske og mentale sundhed, for deres indlæringsevne og for forebyggelsen af risikoadfærd, f.eks. misbrug og kriminalitet. Så lad os lytte til børnenes ønsker og handle herefter,” lyder det fra Aviaaja Pregaard, programchef i UNICEF i Grønland, der står bag NAKUUSA i samarbejde med Naalakkersuisut.

Resolutionens blev overrakt til Formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede og borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq S. Olsen, i Hans Egedes Hus, mens de øvrige borgmestre holdt taler og var med online.