Lærere fra hele landet samlet i Sisimiut

Lærere fra byer og bygder i hele landet har i to dage været samlet til NAKUUSA lærerseminar i Sisimiut. Her har de fået inspiration til at arbejde med børns rettigheder i undervisningen.

Fra Qaanaaq i nord til Tasiusaq i syd og Aasiaat i vest. I to dage har 39 lærere fra skoler i hele landet været samlet – fysisk og online – til lærerseminar i Sisimiut.

”For første gang i de 12 år, hvor NAKUUSA har eksisteret, har vi også deltagere fra bygderne til lærerseminar. Fra NAKUUSA’s side er vi dybt taknemmelige for den store interesse, engagement og fremmøde fra skolerne og kommunerne, som lærerseminaret er blevet mødt med,” lyder det fra programchef i UNICEF i Grønland, Maliina Abelsen.

På seminaret har lærerne får værktøjer til at arbejde med FN’s Børnekonvention i deres undervisning og med de lokale Nakuusaaqqat. De har bl.a. fået idéer til øvelser og måder at ”lege” børnekonventionen ind hos børnene.

“Under lærerseminariet har jeg fået masser af idéer og oplysninger til, hvordan jeg kan køre Nakuusaaqqat, når jeg kommer tilbage til Tasiusaq og min skole,” fortæller Regine Bidstrup, Tasiusap Atuarfia, Avannaata.

Lærerne har også været på besøg på to rettighedsskoler i Sisimiut:

“Det, der har gjort størst indtryk på mig under NAKUUSA lærerseminar, har været at besøge Rettighedsskolerne i Sisimiut, og opleve, at børnene på skolen ikke er bange for at sige deres mening. De har faktisk rigtig meget på hjertet, de gerne vil udtrykke til alle,” forklarer Eva Grønvold, Nuussuup Atuarfia, Sermersooq.

Maliina Abelsen, UNICEF, glæder sig over et vellykket seminar:

”Det har været en stor fornøjelse fra os at afholde lærerseminaret. Vi håber, at lærerne har fået skabt et stærkt fagligt netværk, så de også fremover kan dele viden og inspiration med hinanden og med os fra NAKUUSA,” slutter hun.