NAKUUSAs historie og vision

NAKUUSA betyder ”Stå stærkt sammen”, og det er lige præcis dét,
vi vil signalere i samfundet.

NAKUUSAs formål er at øge kendskabet til FN’s børnekonvention blandt både børn og voksne, og sikre at konventionen efterleves i Grønland. Dette betyder først og fremmest, at børn og unges rettigheder bliver overholdt. Det betyder også, at børne og unge inddrages aktivt og får indflydelse både lokalt og nationalt på sager, der har noget med dem at gøre.

NAKUUSA startede i 2010 som et samarbejde mellem UNICEF Danmark og Naalakkersuisut for at sikre de bedst mulige betingelser for børn og unge i Grønland. Samarbejdet skulle i første omgang løbe fra 2011 til 2015. Efterfølgende er samarbejdsaftalerne mellem UNICEF Danmark og Naalakkersuisut blevet fornyet med fem års intervaller og den nuværende samarbejdsaftale løber til udgangen af 2025. I 2016 indgik NAKUUSA sine første samarbejdsaftaler med landets kommuner med henblik på oprettelse af lokale Meeqqat Isummersorfii.

Samarbejdsaftalerne til kommunerne står til fornyelse i 2023, hvor det primære fokus vil være en endnu større lokal forankring af NAKUUSA og af FN’s Børnekonvention i kommunernes daglige praksis.

NAKUUSA har opnået meget siden projektets begyndelse, men kan og skal gøre mere. I dag arbejder NAKUUSA med at inddrage og give børn og unges stemmer gennem forskellige kanaler og aktiviteter. NAKUUSA tror på, at vejen til inddragelse af børn og unges stemmer – også på den politiske dagsorden – går gennem styrket informationsarbejde, undervisning og lokal forankring. Derfor har NAKUUSA etableret 7 Meeqqat Isummersorfii for børn og unge fra 13-17 år i hele landet, Nakuusaaqqat for mellem- og ældstetrin på mange af landets folkeskoler, og afholder løbende kurser og undervisning i aktiv børneinddragelse og FN’s Børnekonvention for lærere og fagpersonale.

 

Alle har et ansvar for at efterleve FN’s Børnekonvention og sammen løfter vi bedre.